Ansvar og forståelse er vigtigt for psykisk sårbare unge

Rejsecafeen formår at skabe gode rammer for psykisk sårbar unge, der har brug for en håndsrækning. Cafeens fokus er ikke at skabe økonomisk værdi, men værdi for de unge, som de kan tage med sig på deres videre færd.

Af Maiken Friis Lange

Den trafikerede Vester Allé i Århus slår vejen forbi Rejsecafeen, der danner en arbejdsplads for psykisk sårbare unge. Udenfor Rejsecafeens dør kører bilerne forbi med alt for høj fart. På døren hænger den grønne elite smiley, der fortæller, at både hygiejnen og humøret er i top. Og det er lige det, psykisk sårbare unge har brug for.

I cafeens baglokale og køkken er der trængsel. Medarbejderne forbereder dagens retter, imens små kvikke bemærkninger flyver gennem luften. Teamet består af fire social psykiatriske medarbejdere og 16 unge med sygdomme som skizofreni og bipolar lidelse. Formålet med cafeen er, at skabe en arbejdsplads, for unge med psykiske lidelser, som skal give dem ansvarsfølelse og håb for fremtiden.

På mange måder ligner Rejsecafeen en normal arbejdsplads. De unge har ansvar, mødepligt og medbestemmelse. Der er dog nogle afgørende forskelle på Rejsecafeen i forhold til andre arbejdspladser. På Rejsecafeen er der forståelse for særlige behov. En blanding af forståelse og ansvar skaber gode rammer for de unge.

Ansvar gør en forskel

En af de unge, der nyder at arbejde frivilligt i Rejsecafeen er 22-årige Katrine Ottesen, der blandt andet lider af bipolar. Hendes sygdom gør, at hun handler meget ud fra lyst, og derfor kan det være svært at komme op om morgenen.

Katrine deltager på lige fod med alle andre i cafeens daglige opgaver. Opgaverne er rengøring, madlavning og kundebetjening. Derudover deltager alle medarbejdere i personalemøderne, hvor de diskuterer, hvordan man kan gøre det bedre for alle. Katrine synes det er motiverende at have ansvar og være vigtig for teamet.

”Der er plads til at have en dårlig dag, men de mangler mig, hvis jeg ikke kommer. Hvis jeg ikke kommer, så skal alle løbe lidt hurtigere. Ansvar gør meget for mig, hvis jeg har en dag hvor jeg vågner, og ikke kan overskue det. Så tænker jeg på, at der er nogen, der har brug for mig, siger Katrine.

På menukortet står der danske klassikere som tarteletter og tærte. Man kan også nyde en friskbrygget caffe latte og byg-selv-brunch til venlige priser. Kom ind i cafeen og mærk den hjemlige stemning.

På menukortet står der danske klassikere som tarteletter og tærte. Man kan også nyde en friskbrygget caffe latte og byg-selv-brunch.

Nye planer for fremtiden

Alle unge i Rejsecafeen har en kontaktperson tilknyttet, som de har samtaler med regelmæssigt eller efter behov. Sammen med kontaktpersonen lægger Katrine en plan for de næste mål. Caféfaget interesserer hende, og derfor vil hun meget gerne uddanne sig til ernæringsassistent ved Sansestormerne.

”Jeg vil gerne bruge Rejsecafeen til at lære at komme op om morgenen og møde tidligt ind. Det vil der være krav til på en uddannelse. Jeg vil også lære de forskellige ting i køkkenet blandt andet hygiejne og madlavning. Det gælder om at få så meget som muligt med herfra,” siger Katrine.

Katrine kan helt sikkert mærke en forskel på nu, og inden hun startede som frivillig i Rejsecafeen. Siden hun er startet, har hun fået en bedre døgnrytme, og har lært meget om madlavning.