Afvigende vidneforklaringer gjorde udfaldet

Tirsdag idømte retten i Århus en ung, kvindelig studerende 30 dages ubetinget fængsel for hån, trusler om vold mod civile betjente i tjeneste samt at have ramt en betjent på skinnebenet. Dermed gav dommeren betjentene medhold i sagen.

Af Maiken Friis Lange

En situation, der løb af sporet natten til 14. september 2014 i forbindelse med eventet Mejlgade For Mangfoldigheden, førte i dag til, at en 23-årig pige blev idømt 30 dages ubetinget fængsel. Hun er kendt skyldig for at have kaldt en politimand for ”svin” og ”pansersvin” samt at have truet med at sparke politiet i skridtet og have ramt en politimand på skinnebenet.

De to involverede politimænd afgav tirsdag forklaring i byretten, og de forklaringer danner grundlag for dommen. Dommerne anser deres forklaring som troværdige, fordi de stemte overens. Derudover vurderer dommeren, at betjentene foretog en lovlig anholdelse.

Flere øjenvidner, herunder den dømtes venner og kæreste, afgav også forklaringer. Dommeren lagde vægt på, at den tiltalte, vennerne, kærestens forklaringer ikke stemte overens på en række vigtige punkter. For eksempel fremgik det ikke klart af vidneforklaringerne, om den 23-årige frivilligt fulgte med betjentene til en snak lidt væk fra gruppen. Fælles for dem alle er, at de ikke har set den tiltalte hverken sparke ud efter politiet eller at ramme en civil politibetjent på skinnebenet. De har heller ikke hørt hende råbe ”pansersvin”.

 

Uklarhed om det var politiet

Grunden, til at den ophidsede situation opstod, var, at to civile betjente opsøgte en gruppe unge, for at tjekke at de ikke havde hash. Gruppen bestod af 5-6 personer, der sad og drak øl og røg cigaretter, inden de skulle til en koncert ved Mejlgade For Mangfoldigheden. Den 23-årige pige troede ikke på, at de to mænd var fra politiet og kalder dem derfor ”svin”. Det var starten på en optrapning af situationen, som udvikler sig forskelligt ifølge betjentene og den tiltalte.

Flere af de unge vidner fortæller i retten tirsdag, at det var uklart om det var politiet, der henvendte sig, fordi de var klædt i hættetrøjer. Der gik, ifølge vidnerne, et stykke tid inden mændene viste politiskilt, og da de endelig gjorde det, var det meget kort.

Den 23-årige pige, der kun tilstår at have sagt ”svin”, hævder, at hun blot sagde ”svin”, fordi hun ikke vidste, hvem de to mænd var. Ifølge hende selv var det sagt humoristisk og med et glimt i øget.

Den tiltale ankede på stedet dommen til frifindelse.

 

Vinkelsætning: Jeg vil fortælle at hån og trusler om vold giver 30 dages fængsel fordi politiets forklaringer var de mest troværdige.

Korrekturlæst af Christian Kjær

Tegn: 2494

”Jeg vejede en fucking gajol, inden jeg spiste den”

Kristine Nicole Halberg Dybdal oplevede i gymnasietiden, hvordan anoreksi kan kontrollere hendes liv ned til mindste detalje. Hun er netop vendt hjem fra en rejse til Thailand, hvor hun har følt den frihed og glæde, som hun ikke har mærket i mange år.

Af Maiken Friis Lange

Siden gymnasiet har 20-årige Kristine Nicole Halberg Dybdal lidt af anoreksi, der har drænet hende for energi og følelser. Tankerne var fyldt op af, hvor lidt hun kunne spise, og hvor meget hun kunne træne. Nogle dage levede Kristine kun på en gulerod. I dag er Kristine lige kommet hjem efter 10 ugers rejse til Thailand, der blev et pejlemærke. Rejsen var en måde at slippe væk fra de gamle vaner og rutiner, der var forbundet med hendes hjemby Viborg. Hun havde brug for en pause fra alt det kendte.

”Man plejer at sige, at man ikke kan løbe fra sine problemer, for det er en psykisk sygdom. Men det kan man alligevel godt. Der ligger så mange dårlige minder her, så mange ting der har påvirket min spiseforstyrrelse. Det er så nemt at falde tilbage i de gamle vaner.”

I Thailand fik Kristine skabt en ny, midlertidig tilværelse og ny identitet. For første gang siden 2.g oplevede hun, hvordan det føles at slippe kontrollen en smule. Anoreksien blev pludselig en meget lille del af livet, fordi hun næsten ikke tænkte på, hvad hun spiste eller, hvornår hun spiste. Det, der pludselig fyldte, var de nye engelsktalende venner og de lækre omgivelser. En uafhængighed hun ikke havde prøvet i meget lang tid.

I gymnasiet kom anoreksien til at betyde alt. En sygelig trang til hele tiden at tabe sig fordi hun er overbevist om, at det gør hende lykkelig. Skolen, arbejde, fitness, cykling, løb og svømning havde i 3.g Kristines højeste prioritet. Samtidig begyndte hun at tælle kalorier. Alt mad, selv en gulerod, skulle vejes, inden Kristine spiste den. Hun var sulten konstant, og det gik udover hendes sociale liv. Inden anoreksien fik helt frit spil, kunne Kristine en sjælden gang være sammen med veninder. Hun kan huske, at de havde fået et stykke kage. Kristine havde kun én tanke, og det var, at hun blev nødt til at løbe en tur.

”Den dårlige samvittighed, man får, er slet ikke til at forklare. Det er så slemt, at jeg kunne forestille mig, at det svarer til at have slået sit eget barn. Det er virkelig frygteligt, det er slet ikke til at være i.”

 Ønsker anerkendelse fra mor og far

I løbet af gymnasiet blev Kristine mere opmærksom på, at hun fyldte for meget i rummet. Både fordi hun var vokset, og havde fået flere former, men hun følte også, at hun fyldte for meget verbalt. Det betød, at Kristine prøvede at gøre sig mindre bemærket. Hun blev mere stille og krympede sig fysisk sammen.

Kristine blev vandt til kommentarer fra sine forældre om, at hun skulle tænke over, hvad hun spiste. De var efter hende konstant. Hun husker særligt en episode, der har gjort rigtig ondt. Efter en ferie med sin familie, studser Kristine over, at hun har tænkt unormalt meget over, hvad hun spiste. Hun følte, at det var unormalt at tænke så meget over det, for det plejer ikke at være det, der fylder mest.

”Jeg kan huske, at jeg spurgte min mor, om det ikke var blevet lidt bedre, og at jeg havde tabt mig på ferien. Så tog hun fat i siden på mig, og sagde ”ej det er sgu ikke meget”. Det gjorde virkelig ondt, og jeg tænkte, at så skulle der virkelig meget til.”

Spiseforstyrrelsen gik i høj grad ud over Kristines forhold til sine forældre, der, ifølge Kristine, aldrig helt har accepteret sygdommen. I sygdomsperioden skændtes Kristine og hendes forældre hele tiden, og der opstod en grundlæggende mistillid mellem dem. Hvis hele familien spiste ved middagsbordet sammen, gemte hun maden i servietten eller under tallerken. Hendes eneste fokus var at spise mindst muligt. Det var nemmere at gemme maden, end man skulle tro, men få gange opdagede de det.

”Det var god grund til skænderig. Vi skændtes konstant. Jeg gad jo aldrig spise og de spurgte hele tiden: har du spist morgenmad? Har du spist frokost i skolen? De troede aldrig på, at jeg talte sandt. Det var jo klart.”

Det udviklede sig til, at der ikke var noget, der betød mere for hende end spiseforstyrrelsen. Der var kun Kristine og spiseforstyrrelsen. I eksamensperioden i 3.g, var spiseforstyrrelsen på sit højeste og vægten på sit laveste. Alligevel formåede Kristine at få 10 i alle mundtlige eksamener. Kristine studser over, at karakterer aldrig har betydet meget for hende, men alligevel må karaktererne have haft en ekstra stærk betydning. Motivationen var hendes mor og fars stolthed fremfor hendes egen. Og sådan burde det ikke være, ifølge Kristine.

”Jeg følte ikke rigtig noget, når jeg fik et 10-tal. Jeg var aldrig glad, aldrig ked af det, jeg var aldrig spændt eller havde det sjovt. Jeg var bare træt og i min egen verden. Folk kunne overhovedet ikke komme igennem til mig”

Ud på den anden side

Kristine har været igennem et længere behandlingsforløb, hvor hun til sidst var tilknyttet et dagshospital. På dagshospitalet oplevede Kristine for alvor fremskridt, for der var både fokus på madindtag og vigtigheden i at lære sig selv at kende. Hun mener selv, at den gamle Kristine aldrig kommer tilbage, for det hun har lært på et halvt år på dagshospitalet, plejer andre at bruge mange år på. Hun husker stadig den sidste dag på dagshospitalet.

”Jeg sagde farvel til de andre, og der sad tre nye piger, der lige var startet. Jeg tænkte ”wow I har lang vej endnu”. Jeg havde en fornemmelse af, at det var virkelig flot klaret. Det er sindssygt, at jeg kan rejse mig efter førhen at have vejet en fucking gajol, inden jeg spiste den.”

I dag er Kristine fysisk rask, fordi hun har nået sin normalvægt. Men der er stadig lang vej, for anoreksien præger stadig hendes tanker. Hun kan godt spise kage, men når hun gør det, så diskuterer hun det stadig med spiseforstyrrelsen. Thailandsturen er blevet et stort skidt mod frihed og et ukontrolleret liv.

”Der går lang tid, inden jeg bliver rask, hvis jeg overhovedet bliver det. Men jeg har det godt.”

 

Tegn: 6000

Korrekturlæst af Stephan Swing

Vinkelsætning: Jeg vil gerne fortælle, at Kristine lægger afstand til anoreksien ved at flytte sig fra problemerne med sine forældre.