Flere henvisninger udfordrer diagnosticering til tiden

Det stigende antal af henvisninger til det ambulante område indenfor psykiatrien gør det svært at nå målet på 30 dages udredning.

Af Maiken Friis Lange

Der kommer ikke flere penge til psykiatrien, siger Henrik Gottlieb Hansen (S)

Der kommer ikke flere penge til psykiatrien, siger Henrik Gottlieb Hansen (S)

De seneste år er der kommet øget pres på psykiatrien. Et eksempel er, at antallet af henvisninger til det ambulante område er steget med 17 % siden 2013. Samtidig er udredningsgarantien trådt i kraft, hvilket betyder, at psykiatriske patienter skal diagnosticeres indenfor en måned. Et mål,
som bliver svært at nå.

”Når vi har en stigning på så mange henvisninger hvert år, i forhold til at vi ikke får øget ressourcerne, så er det svært at få det til at nå sammen,” siger Henrik Gottlieb Hansen(S), regionsrådsmedlem i Midtjylland og formand for psykiatriudvalget.

Fra 1. september blev regionerne pålagt at tilbyde psykiatriske patienter en udredningstid på en måned. Indtil da har udredningstiden været 60 dage. Der blev 80 % af patienterne udredt til tiden. ,

Flytte midler i stedet for at tilføre

Et udvalg som repræsenterer den daglige ledelse og medarbejderne i psykiatrien, udtrykker i et brev omkring budgettet for 2016 bekymring om udredningsgarantien. Hvis d
er ikke bliver tilført ressourcer til det ambulante område, så gør det stigende antal henvisninger det svært at overholde udredningsretten. Men der er ikke udsigt til flere penge.Skærmbillede 2015-09-25 kl. 13.24.27

”Vi ville jo gerne tilføre midler, men der er jo ingen ressourcer vi kan tilføre i øjeblikket.,” siger Henrik Gottlieb Hansen.

Henrik Gottlieb Hansen peger på, at de vil forsøge at tage ressourcer fra behandling med indlæggelse, hvor antal senge bliver reduceret, og give dem til ambulante behandlinger.

At der kommer færre senge til psykiatriske patienter, kommer, ifølge Henrik Gottlieb Hansen, ikke til at betyde noget for
udredningsgarantien på en måned. Hør hans forklaring på, hvorfor færre senge, ikke har en effekt på udredningsgarantien i lydklippet.

 

Danmarks Naturfredningsforening støtter besøgscenter inden for kystbeskyttelseslinjen

Danmarks Naturfredningsforening og Stevns kommune er begge interesseret i at formidle verdensarven Stevns Klint. Derfor er de enige om placeringen af besøgscentret i indenfor kystbeskyttelseslinjen.

Af Maiken Friis Lange

På lokalt plan kan Danmarks Naturfredningsforening, DN, og Stevns kommune blive enige om, at det planlagte besøgscenter samt placeringen i Boesdal Kalkbrud er en god idé.

En af DN’s landsdækkende mærkesager er, at beskytte naturen mod bebyggelse inden for kystbeskyttelseslinjen. Besøgscentret i Boesdal Kalkbrud kommer til at ligge inden for det beskyttede område på 300 meter, og alligevel bakker DN’s lokalafdeling op.

”Vi vil meget gerne have mulighed for at formidle Stevns Klint og verdensarven. Så ideen om et besøgscenter er vi stærkt positive over for, fordi det har en vigtig formidlingsmæssig rolle,” siger lokalformand for DN Stevns, Michael Løvendal Kruse.

Kommunen er interesseret i formidling og turismevækst

Med UNESCOs udnævnelse til verdensarvslisten, så følger også en formidlingsforpligtigelse, som Borgmester Mogens Haugaard Nielsen (V) vil løfte med besøgscentret. Men samtidig er der også en økonomisk gevinst, fordi kommunen forventer, at det vil tiltrække flere turister. Derfor er placeringen i netop Boesdal Kalkbrud optimal.

”Boesdal har de infrastrukturelle muligheder til at bære det besøgsantal, vi forventer. Det ligger tæt på Rødvig og offentlig transport, tæt på havnen, hvor der kommer mange sejlere. Så det vil være tilgængeligt for turister, mere end det er Højerup,” siger Mogens Haugaard Nielsen.

Kommunen forventer, at besøgscentret årligt vil tiltrække 34.000-51.000 mennesker, og turismeerhvervet vil opleve en stigning på 25 %.

Formidling vejer tungere end naturbeskyttelse

Selvom Boesdal Kalkbrud er menneskeskabt, så er naturen unik, fordi den har lagt urørt hen i mange år. Der er flere sjældne planter, svampe og biller i området. Det er arter, som muligvis vil blive udryddet, når besøgscentret kommer til at ligge i Boesdal.

”For formidlingen er det i den grad er relevant, at det ligger kystnært og indenfor det område, som vi normalt gerne vil friholde for byggeri. Det er en logisk følge af, at vi ønsker at formidle noget der er enestående. Og så må vi se på hvilke skader det kan give for naturen, og hvad vi kan gøre for at kompensere for det,” siger Michael Løvendal Kruse

DN Stevns peger på, at lige meget hvor besøgscentret kommer til at ligge, vil det komme i karambolage med den natur, der er verdensarv.

 

 

Korrekturlæst af Anders

Vinkelsætning: Jeg vil gerne fortælle, at DN Stevns er enige med kommunen om etablereingen af et nyt besøgscenter på trods af, at det ligger inden for kystbeskyttelseslinjen.

 

 

Det er svært at vide hvor fanden man skal starte

Af Maiken Friis Lange, 22 år

Min baggrund for at studere journalistik er ikke så omfattende, som jeg nogen gange kunne ønske mig. Jeg har lavet alt mulig andet end at koncentrere mig om journalistik, fordi det først sent gik op for mig, at journalister egentlig har et spændende job. Det har betydet, at jeg er startet på Journalisthøjskolen på total bar bund. Med en nyoprettet instagram og twitterprofil, er jeg begyndt at blive rigtig glad for faget.

Inden jeg søgte ind på journalisthøjskolen gik jeg bl.a. på Uldum Højskole. Der brugte jeg min tid på at spille saxofon i et band, på trods af min mangel på rytme, lave keramik, og møde virkelig mange forskellige mennesker. Pludselig spurgte en af mine kammerater, om jeg havde overvejet at studere journalistik. Det var ikke en dårlig idé, for den verden, der er lige rundt om mig, har altid interesseret mig. Jeg kan lide at prøve mange forskellige ting, og er åben i min tilgang til mennesker.

Den spontane ansøgning til skolen, og den overraskende adgangsbillet til en studieplads, betød, at det var overvældende at starte på journalisthøjskolen. Jeg følte mig udfordret på både det faglige og sociale og jeg gik rundt med en følelse af, at jeg ikke vidste hvor fanden jeg skulle starte. Meget virkede uoverskueligt og jeg følte mig total lost. Nu føler jeg mig mere klar og forberedt på det kommende semester, og har en bedre fornemmelse af, hvad jeg kan forvente.

Jeg forventer at få rigtig meget ud af det kommende undervisningsforløb, og jeg er villig til at gøre en stor indsats. Jeg har især gjort mig overvejelser om, at jeg ønsker at blive presset på tid. At der skal være et højt effektivitetsniveau. Jeg synes, at slutningen af første semester bar præg af for meget tidsspild. Derfor gør det ikke noget, hvis der kommer strammere deadlines og længere dage, så vi får travlt i det kommende semester. Dermed kan jeg også afprøve hvordan jeg arbejder under pres, og mærke hvordan man arbejder på redaktionerne.

Mit ambitionsniveau er højt, og derfor er min plan, at fortsætte mit arbejde med ComingUp, som jeg synes har været rigtig fedt og lærerigt. Derudover har jeg også overvejet at opstarte et radioprogram, så jeg også kan få afprøvet radioverdenen. Udover skolearbejde, har jeg meldt mig til et 3 måneders langt engelskkursus ved FOF. En af mine faglige svage sider, og en faktor der kan give mig dårlig selvtillid, er, at jeg ikke er så god til engelsk. Men jeg ved også, at uden engelsk kommer jeg ikke så langt, derfor har jeg meldt mig til engelskkurset.

Det er svært at sige hvor mine faglige journalistiske styrker ligger, for jeg føler mig stadig meget grøn i faget. Jeg synes dog, at jeg er god til at overskue opgaverne og problemstillingerne, fordi jeg har en rolig jysk tilgang og tager dem oppefra og ned. Derudover synes jeg at jeg lærer af mine fejl og tager den nye viden med mig til næste artikel. På den måde synes jeg, at jeg er blevet bedre og mere bevidst om artiklens vinkel, og at gøre artiklen mere konkret og indbydende.

Jeg glæder mig til det kommende semester, som forhåbentlig gør mig mere robust og sikker i faget, så jeg får overskud til at nyde opgaverne og interviews endnu mere.

ComingUp

I løbet af første semester har jeg været en del af ComingUp, der producerer en halvtimes udsendelse om ugen til Kanal Østjylland. Herunder har jeg samlet de udsendelser, som jeg har været med til at producere.

 

I uge 23 lavede Bettina og jeg et indslag om Happymoves, der er et intiativ, der tilbyder gratis træning til alle. Bettina var vært og jeg stod bag kameraet.  Indslaget starter 6 min. og 25 sekunder inde i udsendelsen.

 

I Johanneskirken gav gospelkoret Joyfull Voices koncert. Vi tog udgangspunkt i Camilla, der skulle synge solo for første gang. Min rolle i optagelserne blev at formulere spørgsmål og snakke med de medvirkende. Indslaget blev uden en synlig vært og er 19 min. og 27 sekunder inde i indslaget.

 

Cirkus Arena gæstede Århus, og i den forbindelse lavede vi et indslag, hvor vi fulgte Arenas cirkusprinsesse. Det blev samtidig min debut som vært. Indslaget er 12 min. og 30 sekunder inde i udsendelsen.

 

I udsendelsen uge 16 var jeg med til at producere et indslag der handler om kommunens gratis træningsmaskiner, der står rundt omkring i Århus. Indslaget er 15 min. og 40 sekunder inde i udsendelsen.

Mit første indslag og første gang jeg prøvede at filme overhovedet, var i begyndelsen af semestret, hvor jeg var med til at producere et indslag om Århus Bordfodboldforening. Målet var, at finde ud af om bordfodbold er mere end en barsport. Indslaget er 3 min. og 30 sekunder inde i udsendelsen.

Afvigende vidneforklaringer gjorde udfaldet

Tirsdag idømte retten i Århus en ung, kvindelig studerende 30 dages ubetinget fængsel for hån, trusler om vold mod civile betjente i tjeneste samt at have ramt en betjent på skinnebenet. Dermed gav dommeren betjentene medhold i sagen.

Af Maiken Friis Lange

En situation, der løb af sporet natten til 14. september 2014 i forbindelse med eventet Mejlgade For Mangfoldigheden, førte i dag til, at en 23-årig pige blev idømt 30 dages ubetinget fængsel. Hun er kendt skyldig for at have kaldt en politimand for ”svin” og ”pansersvin” samt at have truet med at sparke politiet i skridtet og have ramt en politimand på skinnebenet.

De to involverede politimænd afgav tirsdag forklaring i byretten, og de forklaringer danner grundlag for dommen. Dommerne anser deres forklaring som troværdige, fordi de stemte overens. Derudover vurderer dommeren, at betjentene foretog en lovlig anholdelse.

Flere øjenvidner, herunder den dømtes venner og kæreste, afgav også forklaringer. Dommeren lagde vægt på, at den tiltalte, vennerne, kærestens forklaringer ikke stemte overens på en række vigtige punkter. For eksempel fremgik det ikke klart af vidneforklaringerne, om den 23-årige frivilligt fulgte med betjentene til en snak lidt væk fra gruppen. Fælles for dem alle er, at de ikke har set den tiltalte hverken sparke ud efter politiet eller at ramme en civil politibetjent på skinnebenet. De har heller ikke hørt hende råbe ”pansersvin”.

 

Uklarhed om det var politiet

Grunden, til at den ophidsede situation opstod, var, at to civile betjente opsøgte en gruppe unge, for at tjekke at de ikke havde hash. Gruppen bestod af 5-6 personer, der sad og drak øl og røg cigaretter, inden de skulle til en koncert ved Mejlgade For Mangfoldigheden. Den 23-årige pige troede ikke på, at de to mænd var fra politiet og kalder dem derfor ”svin”. Det var starten på en optrapning af situationen, som udvikler sig forskelligt ifølge betjentene og den tiltalte.

Flere af de unge vidner fortæller i retten tirsdag, at det var uklart om det var politiet, der henvendte sig, fordi de var klædt i hættetrøjer. Der gik, ifølge vidnerne, et stykke tid inden mændene viste politiskilt, og da de endelig gjorde det, var det meget kort.

Den 23-årige pige, der kun tilstår at have sagt ”svin”, hævder, at hun blot sagde ”svin”, fordi hun ikke vidste, hvem de to mænd var. Ifølge hende selv var det sagt humoristisk og med et glimt i øget.

Den tiltale ankede på stedet dommen til frifindelse.

 

Vinkelsætning: Jeg vil fortælle at hån og trusler om vold giver 30 dages fængsel fordi politiets forklaringer var de mest troværdige.

Korrekturlæst af Christian Kjær

Tegn: 2494

”Jeg vejede en fucking gajol, inden jeg spiste den”

Kristine Nicole Halberg Dybdal oplevede i gymnasietiden, hvordan anoreksi kan kontrollere hendes liv ned til mindste detalje. Hun er netop vendt hjem fra en rejse til Thailand, hvor hun har følt den frihed og glæde, som hun ikke har mærket i mange år.

Af Maiken Friis Lange

Siden gymnasiet har 20-årige Kristine Nicole Halberg Dybdal lidt af anoreksi, der har drænet hende for energi og følelser. Tankerne var fyldt op af, hvor lidt hun kunne spise, og hvor meget hun kunne træne. Nogle dage levede Kristine kun på en gulerod. I dag er Kristine lige kommet hjem efter 10 ugers rejse til Thailand, der blev et pejlemærke. Rejsen var en måde at slippe væk fra de gamle vaner og rutiner, der var forbundet med hendes hjemby Viborg. Hun havde brug for en pause fra alt det kendte.

”Man plejer at sige, at man ikke kan løbe fra sine problemer, for det er en psykisk sygdom. Men det kan man alligevel godt. Der ligger så mange dårlige minder her, så mange ting der har påvirket min spiseforstyrrelse. Det er så nemt at falde tilbage i de gamle vaner.”

I Thailand fik Kristine skabt en ny, midlertidig tilværelse og ny identitet. For første gang siden 2.g oplevede hun, hvordan det føles at slippe kontrollen en smule. Anoreksien blev pludselig en meget lille del af livet, fordi hun næsten ikke tænkte på, hvad hun spiste eller, hvornår hun spiste. Det, der pludselig fyldte, var de nye engelsktalende venner og de lækre omgivelser. En uafhængighed hun ikke havde prøvet i meget lang tid.

I gymnasiet kom anoreksien til at betyde alt. En sygelig trang til hele tiden at tabe sig fordi hun er overbevist om, at det gør hende lykkelig. Skolen, arbejde, fitness, cykling, løb og svømning havde i 3.g Kristines højeste prioritet. Samtidig begyndte hun at tælle kalorier. Alt mad, selv en gulerod, skulle vejes, inden Kristine spiste den. Hun var sulten konstant, og det gik udover hendes sociale liv. Inden anoreksien fik helt frit spil, kunne Kristine en sjælden gang være sammen med veninder. Hun kan huske, at de havde fået et stykke kage. Kristine havde kun én tanke, og det var, at hun blev nødt til at løbe en tur.

”Den dårlige samvittighed, man får, er slet ikke til at forklare. Det er så slemt, at jeg kunne forestille mig, at det svarer til at have slået sit eget barn. Det er virkelig frygteligt, det er slet ikke til at være i.”

 Ønsker anerkendelse fra mor og far

I løbet af gymnasiet blev Kristine mere opmærksom på, at hun fyldte for meget i rummet. Både fordi hun var vokset, og havde fået flere former, men hun følte også, at hun fyldte for meget verbalt. Det betød, at Kristine prøvede at gøre sig mindre bemærket. Hun blev mere stille og krympede sig fysisk sammen.

Kristine blev vandt til kommentarer fra sine forældre om, at hun skulle tænke over, hvad hun spiste. De var efter hende konstant. Hun husker særligt en episode, der har gjort rigtig ondt. Efter en ferie med sin familie, studser Kristine over, at hun har tænkt unormalt meget over, hvad hun spiste. Hun følte, at det var unormalt at tænke så meget over det, for det plejer ikke at være det, der fylder mest.

”Jeg kan huske, at jeg spurgte min mor, om det ikke var blevet lidt bedre, og at jeg havde tabt mig på ferien. Så tog hun fat i siden på mig, og sagde ”ej det er sgu ikke meget”. Det gjorde virkelig ondt, og jeg tænkte, at så skulle der virkelig meget til.”

Spiseforstyrrelsen gik i høj grad ud over Kristines forhold til sine forældre, der, ifølge Kristine, aldrig helt har accepteret sygdommen. I sygdomsperioden skændtes Kristine og hendes forældre hele tiden, og der opstod en grundlæggende mistillid mellem dem. Hvis hele familien spiste ved middagsbordet sammen, gemte hun maden i servietten eller under tallerken. Hendes eneste fokus var at spise mindst muligt. Det var nemmere at gemme maden, end man skulle tro, men få gange opdagede de det.

”Det var god grund til skænderig. Vi skændtes konstant. Jeg gad jo aldrig spise og de spurgte hele tiden: har du spist morgenmad? Har du spist frokost i skolen? De troede aldrig på, at jeg talte sandt. Det var jo klart.”

Det udviklede sig til, at der ikke var noget, der betød mere for hende end spiseforstyrrelsen. Der var kun Kristine og spiseforstyrrelsen. I eksamensperioden i 3.g, var spiseforstyrrelsen på sit højeste og vægten på sit laveste. Alligevel formåede Kristine at få 10 i alle mundtlige eksamener. Kristine studser over, at karakterer aldrig har betydet meget for hende, men alligevel må karaktererne have haft en ekstra stærk betydning. Motivationen var hendes mor og fars stolthed fremfor hendes egen. Og sådan burde det ikke være, ifølge Kristine.

”Jeg følte ikke rigtig noget, når jeg fik et 10-tal. Jeg var aldrig glad, aldrig ked af det, jeg var aldrig spændt eller havde det sjovt. Jeg var bare træt og i min egen verden. Folk kunne overhovedet ikke komme igennem til mig”

Ud på den anden side

Kristine har været igennem et længere behandlingsforløb, hvor hun til sidst var tilknyttet et dagshospital. På dagshospitalet oplevede Kristine for alvor fremskridt, for der var både fokus på madindtag og vigtigheden i at lære sig selv at kende. Hun mener selv, at den gamle Kristine aldrig kommer tilbage, for det hun har lært på et halvt år på dagshospitalet, plejer andre at bruge mange år på. Hun husker stadig den sidste dag på dagshospitalet.

”Jeg sagde farvel til de andre, og der sad tre nye piger, der lige var startet. Jeg tænkte ”wow I har lang vej endnu”. Jeg havde en fornemmelse af, at det var virkelig flot klaret. Det er sindssygt, at jeg kan rejse mig efter førhen at have vejet en fucking gajol, inden jeg spiste den.”

I dag er Kristine fysisk rask, fordi hun har nået sin normalvægt. Men der er stadig lang vej, for anoreksien præger stadig hendes tanker. Hun kan godt spise kage, men når hun gør det, så diskuterer hun det stadig med spiseforstyrrelsen. Thailandsturen er blevet et stort skidt mod frihed og et ukontrolleret liv.

”Der går lang tid, inden jeg bliver rask, hvis jeg overhovedet bliver det. Men jeg har det godt.”

 

Tegn: 6000

Korrekturlæst af Stephan Swing

Vinkelsætning: Jeg vil gerne fortælle, at Kristine lægger afstand til anoreksien ved at flytte sig fra problemerne med sine forældre.

Ansvar og forståelse er vigtigt for psykisk sårbare unge

Rejsecafeen formår at skabe gode rammer for psykisk sårbar unge, der har brug for en håndsrækning. Cafeens fokus er ikke at skabe økonomisk værdi, men værdi for de unge, som de kan tage med sig på deres videre færd.

Af Maiken Friis Lange

Den trafikerede Vester Allé i Århus slår vejen forbi Rejsecafeen, der danner en arbejdsplads for psykisk sårbare unge. Udenfor Rejsecafeens dør kører bilerne forbi med alt for høj fart. På døren hænger den grønne elite smiley, der fortæller, at både hygiejnen og humøret er i top. Og det er lige det, psykisk sårbare unge har brug for.

I cafeens baglokale og køkken er der trængsel. Medarbejderne forbereder dagens retter, imens små kvikke bemærkninger flyver gennem luften. Teamet består af fire social psykiatriske medarbejdere og 16 unge med sygdomme som skizofreni og bipolar lidelse. Formålet med cafeen er, at skabe en arbejdsplads, for unge med psykiske lidelser, som skal give dem ansvarsfølelse og håb for fremtiden.

På mange måder ligner Rejsecafeen en normal arbejdsplads. De unge har ansvar, mødepligt og medbestemmelse. Der er dog nogle afgørende forskelle på Rejsecafeen i forhold til andre arbejdspladser. På Rejsecafeen er der forståelse for særlige behov. En blanding af forståelse og ansvar skaber gode rammer for de unge.

Ansvar gør en forskel

En af de unge, der nyder at arbejde frivilligt i Rejsecafeen er 22-årige Katrine Ottesen, der blandt andet lider af bipolar. Hendes sygdom gør, at hun handler meget ud fra lyst, og derfor kan det være svært at komme op om morgenen.

Katrine deltager på lige fod med alle andre i cafeens daglige opgaver. Opgaverne er rengøring, madlavning og kundebetjening. Derudover deltager alle medarbejdere i personalemøderne, hvor de diskuterer, hvordan man kan gøre det bedre for alle. Katrine synes det er motiverende at have ansvar og være vigtig for teamet.

”Der er plads til at have en dårlig dag, men de mangler mig, hvis jeg ikke kommer. Hvis jeg ikke kommer, så skal alle løbe lidt hurtigere. Ansvar gør meget for mig, hvis jeg har en dag hvor jeg vågner, og ikke kan overskue det. Så tænker jeg på, at der er nogen, der har brug for mig, siger Katrine.

På menukortet står der danske klassikere som tarteletter og tærte. Man kan også nyde en friskbrygget caffe latte og byg-selv-brunch til venlige priser. Kom ind i cafeen og mærk den hjemlige stemning.

På menukortet står der danske klassikere som tarteletter og tærte. Man kan også nyde en friskbrygget caffe latte og byg-selv-brunch.

Nye planer for fremtiden

Alle unge i Rejsecafeen har en kontaktperson tilknyttet, som de har samtaler med regelmæssigt eller efter behov. Sammen med kontaktpersonen lægger Katrine en plan for de næste mål. Caféfaget interesserer hende, og derfor vil hun meget gerne uddanne sig til ernæringsassistent ved Sansestormerne.

”Jeg vil gerne bruge Rejsecafeen til at lære at komme op om morgenen og møde tidligt ind. Det vil der være krav til på en uddannelse. Jeg vil også lære de forskellige ting i køkkenet blandt andet hygiejne og madlavning. Det gælder om at få så meget som muligt med herfra,” siger Katrine.

Katrine kan helt sikkert mærke en forskel på nu, og inden hun startede som frivillig i Rejsecafeen. Siden hun er startet, har hun fået en bedre døgnrytme, og har lært meget om madlavning.

STORBYSTEMNING TRÆKKER NANNA MOD ÅRHUS

Ta’ på tur til Århus og mærk, hvordan storbystemning og hygge går op i en højere enhed. Sådan lyder budskabet fra Nanna, der er journaliststuderende i Århus, men bor i Hammel.  

Af Maiken Friis Lange

Nanna Bliksted Lange studerer i Århus og bor i Hammel, der er en lille by med 6000 indbyggere 25 kilometer fra Århus. Hun er vokset op i Hammel, har gået i skole både i Hammel og Hadsten, men på trods af det, banker hjertet for Århus. De gode transportmuligheder til Århus gjorde, at Nanna allerede i en tidlig alder begyndte at tage bussen alene ind til Århus. Ikke for at besøge nogen eller med et specielt ærinde men blot for at tage ind og mærke stemningen i Århus. Hun kalder stemningen ”storbyagtig”. Der er en særlig stemning, fordi mulighederne for aktiviteter er så mange. Selv synes Nanna, at hun laver ”ingenting” på sine ture til Århus, men det er et andet ord for at slappe af og slentre rundt mellem museer, parker og butikker i Århus. Nanna lægger vægt på, at der er en afslappende mangfoldighed i Århus, som man ikke møder i mindre byer som Hammel.

Finder de skjulte skatte

Når man er kommet nogle gange i Århus, så opdager man, hvor de spændende butikker og inspirerende gader ligger. Nanna har blandt andet opdaget en tegneseriebutik og en tegneforretning i Mejlgade, og er overbevist om at lignende butikker, ikke ville kunne gå i Hammel. I Århus er der plads til mangfoldighed, og dermed er der rum for nichebutikker. De er anderledes og spændende, og de bidrager til den storbystemning, Nanna elsker.

En andet af favoritstederne er Møllestien, der er en brostensbelagt gade, med små huse i alle farver. Den lille gade med de inspirerende blomster fører lige ned til Mølleparken og åen, hvor Nanna kan få inspirationen ned på tegneblokken. Hvis vejret er godt, sidder hun tit under træet, og bliver inspireret af bygningerne og menneskerne, der går forbi. En af tegningerne er blandt andet af Aros med den karakteristiske regnbue, som man kan se tydeligt fra mølleparken. I videoen under kan du høre mere om Nannas tegnestil, og om hvorfra hun finder sin inspiration.

Svært at finde bolig i en studievenlig by

Udover storbystemningen så trækker studiet også Nanna mod Århus. Grunden til at hun stadig bor i Hammel er, at hun ikke kan finde en bolig i Århus. På Trøjborg er der en hyggelig stemning, som Nanna godt kan lide, men desværre er det for dyrt. Derfor leder hun i Skejby, hvor det er nemmere at finde en bolig til SU-budget. Selvom huslejen er dyr for studerende i Århus, så er der andre fordele som studerende i Århus. Man kan for eksempel bruge sin fritid på at tage gratis i Botanisk have. Der er kommet helt nye kæmpe drivhuse, hvor man kan få en fantastisk følelse af, at man befinder sig dybt inde i regnskoven. Nanna er der ofte sammen med en veninde, hvor de leger globetrotter og nyder det tropiske klima. For Nanna opvejer de gode gratis initiativer, der er i Århus, den dyre husleje. Derfor leder Nanna stadig efter et sted at bo, så hun endelig kan komme tæt på den by, hun nyder at være i.

511 ord

Hello world!

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.